Den grønlandske gyser fortælletradition

På Grønland har de en helt egen tradisjon for skrekkhistorier. Landsbibliotekar Elisa Jeremiassen på Nunatta, Grønlands Landsbibliotek forteller:

Av Mette Lausten
Click here for a short synopsis of this post in English.

(Bilde: Nick Russill/Flickr)

(Nordlys på Grønland. Bilde: © Nick Russill/Flickr)

Den grønlandske fortælletradition er gammel. Gennem tiden er historier blevet overleveret gennem fortællinger fra generation til generation. Det er primært gys / uhyggelige historier der genfortælles. Det er historier oplevet af en selv eller nogen man kender der genfortælles. Gennem fortællinger kan man dermed få familiehistorie, lokalhistorie og lign. Det er altså ikke opdigtede, men derimod oplevede historier der genfortælles. Der er flere slags uhyggelige historiefortællinger:

• Qivitoq-fortællinger / fjeldgænger-fortællinger om mennesker der er gået til fjelds og er blevet forandret og har fået overnaturlige evner
• Spøgelseshistorier. Det kan både være børn, voksne og også dyr (specielt hunde) som har oplevet spøgelser.
• Naatsaat som er varselsfortællinger om oplevelser der har varslet fx skibsforlis eller dødsfald

Nogen er mere følsomme overfor det overnaturlige end andre. Den relative øde natur i Grønland gør, at man er tættere på naturen og dermed nok mere sensitiv overfor det overnaturlige omkring en. Dyr spiller ofte en større rolle i fortællingerne, og alle sanser er med. Hvad man hører (eller ikke hører), hvad ser man, føler man, lugter man osv.

Familiefortælleaftner er noget der er foregået gennem traditioner, og er noget som der stadig foregår. Fra helt små er mange grønlændere altså opvokset med fortællinger om det oplevede overnaturlige, det uhyggelige. Fordi det er noget man er opvokset med fra helt lille er uhyggelige fortællinger en hygge, noget der giver tryghed for mange grønlændere. Det er noget familiært. Nogen man aldrig bliver for gammel til eller træt af.

I slut 90’erne rykkede fortælleaftnerne også ind på institutioner som kulturelle arrangementer. Når genfortællingen sker i større forsamlinger, udenfor den nærmeste familie, sørger man dog for ikke at støde nogen ved fx at anonymisere personerne i fortællingerne.

Den gamle gyser fortælletradition er altså noget der stadig er rigtig populær, og noget der opsøges.
Lysten til at læse og skrive gys har afsæt i barndommens fortælletradition, i det man er opvokset med. Ved at læse eller skrive uhyggelige historier får man nye uhyggelige oplevelser.

Intervjuet ble utført av:

MetteMette Laustsen 
Mette er børnebibliotekar på Nunatta Atuagaateqarfia / Det Grønlandske Landsbibliotek. Elsker at arbejde med og for den grønlandske børne- og ungdomslitteratur. Læser næsten alt, men er ikke så god til gysere, som ellers er meget populære i Grønland.
Mette blogger også på dansk, på bloggen Atuaruk/Læs, som omhandler grønlandsk børne- og ungdomsbøger.

In this post Mette Lausten had done an interview with Greenlandic librarian Elisa Jeremiassen about the Greenlandic story telling tradition. There is a strong tradition for telling horror stories in Greenland.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *