Om skriving: Sanne Munk Jensen

SanneMunkJensen

 

Forfatter Elen Betanzo intervjuer skandinaviske forfattere. Dette er det første i en serie blogginnlegg på ubok.no der Elen Betanzo stiller spørsmål til forfatterkolleger i våre naboland.

Danske Sanne Munk Jensen har blant annet skrevet En dag skinner solen også under hundens hale og flere andre ungdomsromaner. Her snakker hun om hvilke valg hun gjør når hun skriver, om sin hang til sprø ord og uttrykk og ikke minst om hvordan hun lager en hovedperson som vi kan tro på.

En dag skinner solen… har en såkalt upålitelig fortellerstemme. Det er Alma som forteller. Hvordan jobbet du frem hennes stemme?

Almas fortællerstemme udspringer først og fremmest af den karakter, hun er. Hun er typen, der bærer et hårdkogt skal omkring sig som et værn mod verden, og dét indtryk var for mig det vigtigste at få frem. Rent strukturelt og dramaturgisk arbejdede jeg dernæst med at dosere mine oplysninger, så jeg ikke undervejs kom til at afsløre for meget omkring netop den drejning, som historien tager.

Hvem er Alma? Hvorfor er Alma er god hovedperson?

Alma er en ung pige, som på papiret er født med ret dårlige kort på hånden; hendes far er ukendt, og hendes mor har ingen penge, sjældent noget arbejde samt et voldsomt alkoholmisbrug. Derudover har hun grundlæggende en ret forskruet indstilling til børn og børneopdragelse, hvilket har indebæret, at Alma i vid udstrækning har været nødt til at agere ’mor’ for sin lillesøster Amelia. Et ansvar, som hun på den ene side hader, og som hun på den anden side ikke kan lade være med at tage på sig, fordi hun alting til trods elsker både sin mor og sin søster.

Den medgang, Alma har haft, er derfor en, som hun selv har måttet skabe ud af ingenting. Hun er – som jeg ser det – fra naturens side (og måske netop på grund af de svigt, hun har oplevet) udstyret med en fandenivoldsk motor indeni. Hun skal nok klare sig, på trods. Hun skal nok blive til noget. Hun skal nok vise hele verden, at den ikke skal få hende ned med nakken. Det kan godt være, hun skal ned og skrabe knæene mod asfalten indimellem, men hun skal nok komme op igen. Modsat hendes mor, så har Alma det ikke i sig at gå til grunde, og modsat hendes søster, så har hun det heller ikke i sig at vælge en forkert og fatal vej at gå. Hun har ligesom et indre kompas og ved dybest set godt, hvad der er rigtigt og forkert. Det gør hende alt sammen elskelig, synes jeg, og den fandenivoldske energi, hun har, gør hende til en fantastisk hovedperson at skrive på.

Flere av de språklige bildene dine føles forfriskende, nye og ikke minst komiske. Som de to guttene som står og ser etter Alma “som to Jersey-kuer”. Eller beskrivelsen av en person som likner ”en blanding av E.T og en flekk med eggelikør”. Hvilket forhold har du til språk?

Jeg elsker sprog og sproglige billeder. Jeg elsker at sidde og nørkle med et udtryk for at få det til at give præcis det indre billede, som for mig at se er det mest unikke og præcise til situationen, og hører jeg et fantastisk udtryk, så husker jeg det helt automatisk. Det gælder ikke kun morsomme sammenstillinger af ord men også sætninger og titler, som rører mig, eller som jeg bare syntes klinger helt rent og godt – de bliver også lagret i mit hoved helt af sig selv.

Du har først og fremst skrevet bøker som plasserer seg i kategorien ungdomsromaner. Er det et bevisst valg du tar?

Både ja og nej. Min første bog ”Nærmest hinanden” var en ungdomsroman, og den fik en del opmærksomhed, hvilket fik mig til at tro på, at det her var en genre, som jeg godt kunne begå mig i, og hvor jeg kunne få en stemme, som var helt min egen. Jeg har efterfølgende oplevet ungdomsgenren som et ret fantastisk sted at være, og hvor har haft ret frie rammer til at skrive præcis, hvad jeg ville. Når jeg skriver ungdomsbøger i dag, er det derfor et mere bevidst valg.

Fortell litt om den siste boka di, Arangutang.

Tanken bag ”Arangutang” var at skrive en ungdomsbog, som beskriver den meget specifikke tid i en ung piges liv, hvor hun kan mærke, at der er noget nyt på vej. At lige om lidt, så bliver alt helt anderledes. Det verdensbillede, som hun har kendt hidtil, ændrer sig, og de regler, som før har været gældende, ophører med at eksistere. I virkeligheden tror jeg, at voksenlivet indtræder meget pludseligt for rigtig mange. Måske i forbindelse med seksuel debut, første forelskelse, skoleskift, ændringer i familiemønsteret el.lign. men i hvert fald at det ikke er en lang og løbende proces men faktisk noget, der indtræder ret pludseligt. Og det ville jeg gerne skildre i ”Arangutang”.

Teknisk formuleret er det derfor en slags coming-of-age-fortælling med en 16-årig pige, Sigga, i hovedrollen. Det meste af historien foregår i en lillebitte by i Nordjylland, hvor Sigga er vokset op, og hvor hun i det helt tætte nærmiljø både oplever seksuel debut, venindesvigt, forelskelse og ikke mindst hvordan hendes mors forelskelse og følelsesliv pludselig spænder ben for Siggas egen lykke. Det er en meget klaustrofobisk fortælling på den måde, nærmest et kammerspil, og det er helt bevidst. Jeg ville gerne skrive en lille fortælling, som netop føles uendelig stor og vigtig, fordi den foregår i det her helt fortættede miljø og på det her tidspunkt i Siggas liv.

Se dansk klipp av Sanne Munk Jensen som forteller om Arangutang her.

Hvem er dine forfatterforbilder?

Åh. Jeg har ikke et stort forfatteridol på den måde, men jeg har læst rigtig mange bøger og især set rigtig mange filmer, som i høj grad har påvirket både min måde at skrive og i det hele taget tænke og formidle en historie på. Tror mit forbillede er et miskmask af alle mulige historiefortællere – og også bare af venner og familie, som jeg synes har noget på hjerte, når de fortæller.

Hva er favorittboka di?

Det er også meget bredt. Jeg var helt opslugt af Dostojevskijs Forbrydelse og straf, da jeg i sin tid læste den. Salman Rushdies Jorden under hendes fødder blæste mig også helt bagover, og så var jeg faktisk rigtig godt underholdt af André Agassis selvbiografi Open.

Hva hører du på når du skriver?

Som regel hører jeg ikke musik, når jeg skriver. Jeg sætter i hvert fald sjældent noget på. Til gengæld tager jeg nogle pauser, hvor jeg hører musik for fuld hammer og får blæst hovedet helt igennem, inden jeg skriver videre.

Hva er ditt beste skrivetips?

At blive ved med at skrive, også når det føles svært. Og så at se en masse film og læse en masse bøger – dels for at blive bedre til præcisere, hvad det er, man selv godt kan lide ved en fortælling, og dels for at blive bedre til at vurdere det, man selv skriver. Jeg genkender typisk mine egne “fejl”, fordi jeg har set dem hos andre, og jeg stjæler gerne både idéer og karakterer fra andre, fordi det alligevel altid bliver noget helt andet, når jeg selv bruger dem.

 

Sanne Munk Jensen

Dansk forfatter, født 1979.

Har utgitt Nærmest hinanden (2001),
En dag skinner solen også på en hunds røv (2007),
Mig og så Bette-P (2009),
Satans Yngel (2010),
Arangutang (2012).

Utgitt på norsk:
En dag skinner solen også under hundens hale og Satans yngel.

I Danmark har hun blant annet vunnet Orla-prisen for beste ungdomsbok og Gyldendals Børne- og ungdomspris.

Først publisert på ubok.no 21. August 2013.

Hun har siden dette innlegget ble skrevet vært medforfatter på en ny ungdomsbok.
Du og jeg ved daggry skrevet i sammarbeid med Glenn Ringtvedt.
Boken utkom på norsk, høsten 2014.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *